I æblesæsonen kan du få mostet dine æbler til lækker æblemost.
På foreningen Sulelængens Venners adresse (Magtenbøllevej 94, 5492 Vissenbjerg) har vi indrettet et lokale, hvor der kan mostes og rengøres under hygiejniske forhold indendøre.

100 kilo æbler = 60 liter saft. Regn med, at 100 kg. æbler vil give cirka 60 liter most – men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor saftholdige, æblerne er… Regn også med, at 100 kg. æbler kan presses til saft på mindre end én time, når “musikken spiller”. Men det vil også tage noget tid at hælde det på flasker/dunke.

Betaling
. I betaler 5 kr. pr. liter saft, som I bringer med hjem. Hvis I eventuelt ikke selv kan eller vil have al mosten, så kan vi normalt godt lave en handel. Står I f.ex. med 60 liter most, som koster jer 60 x 5 kr. at få lavet her, så køber vi eventuelt f.eks. de 20 liter most for 20 x 5 kr., således at I kun skal betale 40 x 5 kr. – det snakker vi altsammen om, når æblerne er mostet…

Rengjorte æbler, tak. Dine æbler skal være rengjorte, når du ankommer med dem. Nedfaldsfrugt er OK, men rådne og beskidte æbler skal være frasorterede og der må selvfølgelig ikke være orm i dem.
Hos os ryger æblerne (for en sikkerheds skyld) i et kar med vand og flyttes derfra over i en æblekværn og videre i æblepressen.
100 kilo æbler kan godt blive til 60-70 liter most på under en time, hvis æblerne er rengjort hjemmefra og hvis de er af ok kvalitet.

Parkering. Hold ved den store sten oppe ved Magtenbøllevej med vores husnummer (94). Det afhænger af vejret (regn?/solskin?), hvor I bør aflæsse æblerne – så find os. Så anviser vi en parkeringsplads tættest muligt på mostelokalet.

Emballage. Vi sælger emballage (1- og 2½-liters dunke), men man er også velkommen til selv at medbringe emballage.
En billig emballage er: Gem dine mælkekartoner (skyl dem, når de er tømt – se foto forneden). Skær toppen af kartonen og sæt en to-liters frysepose ned i kartonen. Én liter frisk æblemost hældes i fryseposen, som lukkes med en elastik. Mosten kan nu fryses ned, eller nydes inden for fem dage, hvis den opbevares i køleskab.

En billig emballage til friskpresset æblemost